Jeg kunne ikke bestemme mig for én dessert til nytår, så jeg endte med at lave tre forskellige. Den ene var disse Sarah Bernhardt kager.
Det lykkedes mig at få det helt rigtige knæk på chokoladen og de smagte i det hele taget virkelig godt. Specielt dem med solbær får et dejligt frisk pust. Der bliver ca. 30 stk., måske lidt flere bunde.
Ingredienser til bunde
200 g sukker
100 g marcipan
½ dl æggehvider
Ingredienser til fyld
2½ dl piskefløde
75 g mørk chokolade, 70%
Chokoladeovertræk og pynt
2-300 g mørk chokolade, 70 %
Kandiserede violer
Frysetørret solbær
Bunde: Rør sukker og marcipan sammen (jeg brugte en røremaskine). Tilsæt æggehviderne og rør indtil det er en lind og ensartet masse. Kom den i en sprøjtepose og sprøjt den ud i små cirkler på størrelse med en 5 krone. Bundene bages ved 200 grader (ikke varmluft) i ca. 15 minutter. Pas på de ikke får for meget. De skal ikke have så meget farve.
Fyld: Hak chokoladen fint. Varm fløden op og kom chokoladen i. Rør til chokoladen er smeltet og cremen er blevet godt cremet (ca. 5 minutter). Hæld chokoladecremen i en skål og kom film over. Læg filmen helt ned til cremen, så der ikke kommer kondens. Sæt den til afkøling i kølekabet, til cremen er stivnet. Jeg lavede den dagen før, men mindre må kunne gøre det.
Når cremen er stivnet, tages den ud af køleskabet og piskes op. Jeg bruge et almindelig piskeris og god gammeldags håndkraft. Den skal kun lige piskes igennem. Kom cremen på bundene og sæt dem på køl. Jeg brugte en kagespade, da jeg ikke har en ordentlig spartel. Det slår mig, mens jeg skriver dette, at jeg faktisk har en perfekt spartel til projektet. Bliver nødt til at lave dem igen. Anyway, kom en god portion creme på bunden og glat ud med kagespaden/ spartlen til du har en fin toppet kage. Det er lettest at gøre oppefra og ned.
Overtræk: Hak chokoladen til en mellemting mellem groft og fint. Den skal tempereres før den bruges. Den rigtige måde er at smelte og opvarme den til 55 grader, nedkøle den til 29 grader og derefter opvarme den igen til 31 grader. Jeg snød lidt. I stedet smeltede jeg ca 2/3 i mikrobølgeovnen. Havde den inde ca. 30 sekunder af gange på max styrke og rørte i den ind imellem hver gang. Derefter tilsatte jeg den sidste 1/3 del. Når al chokoladen er smeltet er den klar til brug.
Tag kagerne ud af køleskabet og dyp dem på hovedet ned i chokoladen. Tag dem op og lad lidt af chokoladen løbe af. Sæt dem på en flade dækket af bagepapir og kom frysetørret solbær eller hakkede kandiserede violer på med det samme, da tempereret chokolade bliver fast næsten øjeblikkeligt.
Opbevar kagerne på køl eller frys indtil de skal spises.